2021, Danmark Rundt

For andet år i træk kom der en pandemi i vejen for mine cykelplaner.  

For 2020-sæsonen havde jeg planlagt en Norges-tur, det blev i stedet til en 500 km rundtur på Sjælland. 

Til 2021-sæsonen havde jeg igen planlagt en Norges-tur, men det blev hurtigt klart at den heller ikke kunne gennemføres.  

Så blir´det i stedet en cykeltur rundt i Danmark. Ruten er planlagt med inspiration fra nogle af de danske nationale cykelruter, bla. Vestkystruten fra Rudbøl til Skagen. 

1. etape, Dragør – Gedser: (24/5-2021):

2-Pinsedag, og på denne første etape havde jeg planlagt at følge en del af den nationale cykelrute “N9” fra Helsingør til Gedser. Jeg startede tidlig – kl 05:30. Jeg ville være sikker på at kunne nå sidste færge mellem Bogø og Stubbekøbing kl 18 og jeg skulle også gerne nå mit første overnatningssted inden kl 20. Vejret var fint bortset fra modvind stort set hele vejen. Fra Gilleleje fulgte jeg strandvejen til Helsingør og herfra videre ad strandvejen til Hellerup, hvorfra jeg rundede København ad stierne gennem Utterslev mose og langs Vestvolden. Ad landevejen mod Køge med et kort familiebesøg i Greve. En frokost-pause ved tankstartionen nord for Køge blev droppet, da halvdelen af Køges befolkning havde fået samme ide. Til gengæld var der næsten mennesketomt på havnen i Køge. Frokosten blev udskudt til tankstationen i Hårlev inden jeg fortsatte jeg mod Fakseladeplads og Præstø. På de små landeveje mellem Præstø og Kalvehave valgte min Garmin GPS så at gå i sort – og jeg kunne ikke få den igang igen. Så turen mod Dronning Alexandrines bro til Møn og turen hen over Møn og Bogø blev lidt på hukommelse og Google-Maps på telefonen. Det tog lidt ekstra tid så jeg kom 10 min. For sent til færgeafgang fra Bogø kl 16. Ventetid 50 min til næste færge. Men så var jeg til gengæld også den eneste passager på den gamle træfærge Ida. Mens jeg ventede på færgen lykkedes mig at få liv i min Garmin igen. Egentlig havde jeg planlagt, at jeg “kun” skulle køre 230 km i dag, men på vej mod Nykøbing kunne jeg se, at jeg godt kunne nå at cykle til Gedser og være på mit overnatningssted i Nykøbing F. inden kl 20. Og da vejrudsigten for i morgen lovede regnvejr, så …… Det blev et rigtig fint besøg i Gedser, hvor jeg kørte ud til fyret og helt ud til “Sydstenen” som markerer Danmarks sydligste punkt. Og jeg kørte også forbi remisen i Gedser og fik et glimt af “Det gule palæ” (fra Olsen-banden på sporet). Jeg nåede frem til min overnatning i kl. 20, efter at have handlet ind til aftensmad og morgenmad i den lokale brugs. Det blev til ialt 270 km på denne første etape.

2. etape, Nykøbing F – Fåborg: (25/5-2021):

Vejrudsigten står på regn !! Men ved etapens start skinner solen. Ad små veje langs vandet kommer jeg til Nykøbing Falster. Kører over broen til Lolland og videre mod Sakskøbing. Jeg kører gennem flere skovområder, måske ikke lige det man normalt forbinder med Lolland. Her er rigtig hyggeligt. Især omkring Krenkerup Gods. Jeg gør stop på torvet i Sakskøbing og så fortsætter jeg nordpå mod Knutenborg og Bandholm. Her er jeg et smut nede omkring havnen og Bandholm-banen. Og så kommer regnen. På med regnfrakken og videre mod Kragenæs. Det regner en lille times tid og da jeg når frem til færgen i Tårs er det tørvejr igen. Frokosten indtages på færgen mellem Tårs og Spodsbjerg. Jeg kører tværs over Langeland, forbi Rudkøbing, over broen til Siø og videre over dæmningen til Tåsinge. Fotostop, først ved Ambrosius-egen (et 400 år gammelt egetræ), derefter ved Valdemars slot og så ved havnen og hotellet i Troense. Her er rigtig hyggeligt, selv på en kølig gråvejrsdag. Stop på højbroen over Svendborgsund. Ærø-færgen sejler under broen mens jeg holder og nyder udsigten mod Svendborg. Det er en rigtig flot tur videre vestpå langs med Svendborg fjord ad små snørklede veje til Fåborg. Her slutter dagens etape efter 143 km. Jeg overnatter på “Fåborg byferie” som ligger på torvet i Fåborg.      

3. etape, Fåborg – Ribe: (26/5-2021): 

Tidlig op og afsted mod første færgeafgang kl 7 i Bøjden. Det småregner og det er koldt !! Morgenmad i varmen på færgen Bøjden-Fyndhav. Jeg har glædet mig rigtig meget til denne etape ad den nationale cykelrute “N8 – Østersøruten”, over Als og langs med Flensborg fjord til Kruså. Men vejret ødelægger noget af oplevelsen. Det regner og det regner. Ad smalle veje mod Mommark, Tandslet og Høruphav. Jeg skulle have cyklet ad “Gendarmer-stien” langs med vandet mod Sønderborg, men på grund af regnen valgte jeg den tur fra og kørte i stedet ad landevejen. Så “tossede” jeg lidt rundt på gågaderne i Sønderborg i silende regn inden jeg omsider fandt frem til “Kong Chr. D X´s bro” til Jylland. Sydpå langs med havnen med kig til Sønderborg slot. Det ikke bare regnede – der var også en kraftig modvind da jeg kørte op ad de stejle bakker mod “Dybbøl Banke” og “Dybbøl Mølle”. Her var jeg helt alene !! Hurtig videre mod Egernsund og Gråsten. Langs med fjorden mod Sønderhav og Kollund. Herfra havde jeg planlagt en afstikker til Søgård – men det droppede jeg også, det virkede lidt nytteløs i dette regnvejr og blæsevejr. Så jeg fortsatte til Kruså. Efter Kruså havde jeg også planlagt en afstikker til “Frøslev-lejren” – også dette blev fravalgt på grund af vejret. Ak-ja !!! Så jeg fortsatte vestpå langs grænsen mod Rudbøl. Jeg passerede Store Jyndevad og Rens. Kørte igennem store plantager som gav lidt læ for blæsten, men ikke for regnen. Det regnede rigtig voldsomt nu og jeg overvejede om jeg skulle springe Rudbøl over og køre direkte mod Ribe, hvor jeg havde bestilt overnatning – men det blev dog kun ved tanken. Efter Rens gik min rute langs med “Sønderå” tæt på grænsen. De første 4 km var fin asfalt, men så blev det grusvej. Jeg stoppede og overvejede om jeg skulle vende og og køre tilbage til landevejen, men valgte at fortsætte. Det var måske ikke den klogeste beslutning – for på grund af regnen havde grusvejen mere karakter af en mudder-vej. Cyklen sejlede rundt. Skulle jeg mon trække cyklen i stedet? Nej, det kunne jeg ikke lige overskue, så jeg fortsatte bare og håbede det bedste. Jeg har jo brede dæk på!! – Men tænk nu, hvis jeg punkterede her ?? Midt på en mudret vej, på en åben mark, i regn og blæst. Det var sgu lige det der manglede!!! Men det skete heldigvis ikke. Og efter yderligere nogle km kom der igen fast asfalt under cyklen og jeg kom tilbage på landevejen. Hold da op for en oplevelse !!! Jeg listede videre i regnen vestpå langs med grænsen mod Sæd og til Rudbøl. Rudbøl består af nogle få gamle hyggelige huse, en kro, et hotel og en campingplads. Her er sikkert meget hyggeligt på en solskinsdag. Videre sydpå over broen ved Rudbøl sø. I denne side af vejen kører jeg i Danmark. Ved byskiltet til Rosenkranz vender jeg og kører tilbage. I denne side af vejen er jeg i Tyskland. Grænsen er markeret men grænse-sten i midten af vejen. Tilbage ved Rudbøl sø kører jeg ind i Danmark igen. Jeg holder en kort pause i Rudbøl. Herfra var det meningen at jeg skulle ud og cykle på digerne langs Vadehavet. Men endnu en aflysning på grund af vejret! Jeg valgte i stedet at køre ad landevejen nordpå. Forbi Højer og Ballum frem til Rømø-vejen. Herfra mod Skærbæk og så til Ribe. Kort før Ribe holdt regnen op og da jeg cyklede forbi Ribe domkirke kiggede solen frem. Det var en voldsom hård etape som blev kortet ned til 167 km. Mit overnatningssted var beliggende i gågaden med Ribe å i baghaven. Efter at have rengjort mit tøj og cyklen for mudder blev det tid til en lille gåtur i de hyggelige gamle gader. 

Etape 4, Ribe – Nymindegab: (27/5-2021):

Efter gårsdagens voldsomme etape havde jeg besluttet at dagens etape skulle være kort så jeg kunne genvinde nogle af kræfterne igen. Det småregnede da jeg startede men det holdt heldigvis hurtigt op igen. Fra Ribe kørte jeg mod Esbjerg, hvor jeg holdt pause ved “Mennesket ved havet” med kig mod Fanø. Herefter rundt om Ho bugt og ad fine cykelstier gennem plantagerne ud til Blåvandshuk fyr. Frokostpause i “Sandkassen” nær fyret inden turen igen gik tilbage gennem plantagerne og videre nordpå gennem Oksbøl og Henne Strand. I Nørre Nebel provianterede jeg inden jeg fortsatte de sidste km mod min overnatning på Danhostel ved Nymindegab. Her var vaskemaskine og tørretumbler – og tøjet trængte !! Dagens etape: 115 km, en tiltrængt “hviledag” i fint tørvejr. 

Etape 5, Nymindegab – Klitmøller (28/5-2021): 

Afgang 8:00 videre nordpå ad Vestkystruten “N01”. Det er gråvejr, let modvind, køligt. Cykler ad Klitvejen langs med Ringkøbing Fjord mod Hvide Sande. Det meste af vejen på en fin cykelsti. Et kort stop på broen i Hvide Sande og så videre mod Søndervig. Jeg kender området rigtig godt. Jeg har været på besøg her næsten hvert år gennem de seneste 18 år og set forandringerne der er sket herude på Vestkysten. De største forandringer er nok sket i Søndervig, som tidligere var et rigtig hyggeligt sted. Nu har det udviklet sig til et kæmpe turrist-Mekka primært for tyskere – og de er slet ikke færdige med ny-byggerier. Nu bygges et stort Lalandia med et tilhørende hytte- og lejligheds område. I dagens kolde vejr er her næsten mennesketomt. Jeg fortsætter hurtigt videre til Vedersø Klit. En herligt gensyn med et mere roligt og hyggeligt sommerhusområde. Her og også tomt og stille. Mon det er vejret eller er det på grund af Corona? Jeg cykler videre langs Nissum fjord til Thorsminde med den lille sømandskirke. Frokostpause mens jeg kigger på lystfiskerne på havnen. Det er stadig koldt og jeg har modvind. Et nyt stop i Ferring ved Jens Søndergårds museet med figurerne som står og kigger ud over Vesterhavet her fra toppen af klitten. Smukt – selv på en gråvejrsdag. Igennem Harboøre og forbi Nissum Bredning til Thyborøn. Cykler lidt rundt på havnen mens jeg venter på færgen. Her i havnen ligger utrolig mange store fiske-trawlere. Det er et kæmpestort og aktivt havneområde. Så må jeg ud til færgen som på et kort sejltur bringer mig over til Agger tange. Et guds forladt sted. Koldt og blæsende. På en rigtig dårlig cykelsti cykler jeg mod Agger på den ca. 8 km lange tange. Det er koldt og det er blæsende. Fuglene skriger ad mig – måske fordi deres unger løber forvillerede rundt på cykelstien !!! Fra Agger er der 50 km til Klitmøller, som er målet for dagens etape. Jeg cykler gennem Nationalpark Thy. Og så ankommer jeg til Klitmøller, eller “Cold Hawaii” som det også kaldes. Og her er også rigtig rigtig koldt. Og blæsende!! Der er meget nybyggeri igang. Byen er i en rivende udvikling. Men der er kun e’et supermarked: SPAR, og her provianterer jeg til aftensmad og morgenmad. Jeg overnatter på badehotellet. Jo-jo, fint skal det være – men det er det altså ikke ! Jeg har efterhånden fået en fast rutine når jeg ankommer til et nyt overntningssted: Udpakning af tasker, i bad, ringe hjem, spise aftensmad, kigge vejrudsigt, planlægge næste dags etape, bestille næste overnatning, afslapning og måske en gåtur, klargøre tasker og tøj til næste dag, skrive lidt om turen på FB. Så plejer klokken også at være omkring midnat og så er det bare godnat. I Klitmøller bliver der ingen gåtur. Det er for koldt. Dagens etape blev på 175 km 

Etape 6, Klitmøller – Tversted: (29/5-2021):

Uret ringer kl 6:15, morgenmad, pakke tasker og cykel, afgang kl 7:30 Det er meget fint solskinsvejr så jeg kører lige ned til stranden og kigger inden jeg fortsætter nordpå langs de bløde klitter ind mod Hanstholm. En flot morgen og en flot cykeltur ad den snoede cykelsti. Store bakker omkring Hanstholm. Cykler gennem flere store plantager hvor jeg har det hele for mig selv. Gennem Fjerritslev, Tranum og Saltum til Løkken, hvor jeg kører ned på stranden. Jeg har en aftale med Jonna og John om at besøge dem i Hjørring. Og John vil måske cykle mig imøde. Jeg spejder forgæves efter ham, men møder ham ikke. Vi må have misset hinanden for da jeg ankommer til Hjørring står John og venter på mig i Løkken. Så Jonna må underholde mig i solskinnet på terrassen mens vi venter på at John kommer hjem. Det er et rigtig dejligt gensyn med mine 2 venner, som jeg mødte under mit ophold i Frankrig i 2019, før jeg og John skulle cykle Paris-Brest-Paris. Men jeg må videre på min rejse. Først mod Hirtshals og så gennem skov og plantager til Tversted hvor jeg skal overnatte på hotel Tannishus. Dagens distance 170 km En rigtig dejlig dag med både solskin og medvind. Dagen bliver afsluttet med en solnedgangs-tur til stranden. Der er trængsel ved Tversteds to meget berømte ishuse.  

Etape 7, Tversted – Skagen – Nørresundby: (30/5-2021):

Fantastisk morgen. Solen skinner. Næsten ingen vind. Det blir en fantastisk cykeldag. Klokken er 6:30 og jeg kører mod Skagen, ad landevejene mod Bunken og så på cykelstierne forbi Hulsig og den tilsandede kirke. Her tidlig på morgenen er jeg næsten helt alene på stierne. Kl. 8 ankommer jeg til Skagen. Runder havnen, kører videre mod det gamle vippefyr, forbi det hvide fyr og det grå fyr. Ved Grenen kiosk slutter cykelstien. Og her ender også den nationale cykelrute, Vestkystruten “N1”. Så nu vil jeg vende cyklen og køre hjemad !! Men først skal jeg da lige besøge Danmarks nordligste punkt. Og det ligger på Skagen Nordstrand. Her ude i klit-kanten står nogle fuglekiggere og spejder forgæves efter en bestemt fugl, men vinden er forkert, siger de. Herefter kører jeg ud til Gl Skagen til solnedgangs-pladsen. Videre forbi de kendte hoteller i Gl. Skagen – og herefter tilbage til cykelstien på Gl. Landevej. Jeg kan se vand og skibe både på højre og venstre side af cykelstien. På vej sydpå passerer jeg Hulsig og Ålbæk inden Frederikshavn. Gennem Frederikshavn kører jeg forbi Krudttårnet og kirken. Jeg holder pause på et lille torv over for færgeterminalen inden jeg begiver mig ud på en ny national cykelrute: Hærvejs-ruten “N3” som starter her (og fortsætter til Kruså). Jeg vil nu bare køre på det første stykke ad Hærvejs-ruten indtil Ålborg. Fine små skilte leder mig ad ruten ud af Frederikshavn forbi den botaniske have. Den første del af ruten er på fine små asfalterede veje, men så kommer der flere grusveje!! – Og efter oplevelsen forleden i Sønderjylland har jeg fået det lidt dårligt med grusveje, og da der bliver flere af dem (og de også bliver dårligere) vælger jeg at fravige Hærvejsruten og i stedet finde sideløbende asfalterede veje. I Østervrå holder jeg frokostpause ved den lokale “Meny”. Næste stop er i den hyggelige by-park i Hjallerup. Via Vodskov ankommer jeg ved 16-tiden til mit overnatningssted på en flot herregård nord for Nørresundby. Jeg skal bo i en lille fin lejlighed i en ombygget stald. Det blir sidste overnatning på min tur – for i morgen vil jeg køre hjem!! Denne dags etape: 165 km – en rigtig fin dag.  

Etape 8, Nørresundby – Gilleleje: 31/5-2021):

Det sædvanlige morgenritual med klargøring, morgenmad, pakning af tasker og cykel. Det er gråvejr, tåget og koldt, så jeg må ha lidt ekstra tøj på. Afgang 06:30. Jeg har bestilt plads på færgen Århus-Odden til kl 14- Der er ca. 130 km til Århus, så jeg er i god tid. Jeg kører sydpå gennem Nørresundby, cykler over Limfjordsbroen til Ålborg sammen med an masse andre, som er på vej til arbejde denne mandag morgen. Følger landevejen sydpå gennem Rold Skov til Rold. Ned ad bakken til Hobro – og så går det opad igen. Vejret er blevet bedre, lunere også med lidt solskin. Kort før Randers holder jeg pause på en tankstation med et tiltrængt toilet. Så til Randers. Randers station, Randers Regnskov, Den Blå bro over Gudenåen. Forbi Clausholm slot og Voldum. Igennem Risskov og langs vandet ind til Århus C. Så går det galt !! Hvor sejler færgen fra? Den skulle være flyttet. Der er ingen skilte. Ingen ved noget. Er den ikke flyttet endnu? Jo, for på den gamle plads er der COVID-19 testcenter. Spørger flere, med de aner det ikke. Jeg får øje på en mand på et el-løbehjul med en stor rygsæk hvor der står blodbanken. Han må da vide noget om færgen. Næh – han ved det heller ikke, men han vil gerne hjælpe. Et par vejarbejdere hjælper også til og sammen bliver vi enige om at færgen nok sejler fra et nyt sted længere sydpå. Manden på el-løbehjulet vil gerne følge mig på vej og sammen triller vi sydpå spejdende efter færgen. Efter nogen tid ser vi et skilt “Molslinien” – færgen er fundet og jeg tager pæn afsked med min makker på el-løbehjulet (flink mand) For enden af en ny næsten 3 km lang mole ligger det nye færgeleje. Sen frokost på færgen. Fra færgen i Odden til færgen i Rørvig er der 31 km. Jeg har 70 min. til denne distance hvis jeg ikke jeg skal vente en time på næste færge, så der skal fart på. Jeg kender ruten og med lidt medvind når jeg fint min færge til Hundested. Herfra er der 42 km hjem ad kendte veje. I dejlig solskin og medvind kører jeg hjemad og kl 19:10 er turen rundt i Danmark slut. 

Efterskrift:

Jeg startede og sluttede i det nordligste Sjælland. Jeg kom forbi Sjællands østligste punkt og Danmarks vestligste punkt. Jeg besøgte Danmarks sydligste og nordligste punkter. Jeg cyklede fra Gedser til Skagen. Jeg har cyklet gennem mange kønne danske landskaber, gennem store plantager, skove og nationalparker. Fra de flade landskaber i Sønderjylland til de store bakker i Midtjylland. Jeg kom igennem store byer og små byer, besøgte store og små øer, kørte over broer og dæmninger, sejlede med store færger og med små færger. Jeg fik oplevet Danmark. Jeg fik set det jeg ville. Vejret var som vejret er i Danmark: Lidt af hvert, fra koldt, blæsende og regnfuldt (og meget regnfuldt) til bagende solskin og ingen vind. Jeg havde forberedt mig på det, så jeg havde påklædning med til det hele. De tre første overnatninger var bestilt hjemmefra, de resterende bestilte jeg fra dag til dag. B&B var mine foretrukne. Alt hvad jeg skulle bruge på turen havde jeg placeret i tasker rundt omkring på cyklen så vægten var fint fordelt, og cyklen var fin at køre med. Min gennemsnitsfart for hele turen lå på ca. 21-22 km/t Ingen uheld og ingen punkteringer. Alt fungerede perfekt. Det var en fantastisk tur. Det blev til ialt 1.425 km på de 8 dage jeg var afsted. Vil jeg gøre det igen? En ny tur næste år? Nu skal alle mine oplevelser fra denne tur lige bundfælde sig – så går jeg helt sikkert også igang med planlægningen til en ny og spændende cykeltur.