2018, Audax Randonneurs Danemark

RANDONNEURING, kaldes også for AUDAX (udtales: Udax) eller BREVET (udtales: Brevé) er en cykel-sport hvor deltagerne skal forsøge at cykle en lang distance inden for et fastsat time-interval. Det er ikke en konkurrence-sport. Det er en personlig udfordring hvor målet er at gennemføre. 

Audax-ideen er oprindelig en italiensk udholdenheds-sport fra slutningen af det 19. århundrede, hvor deltagerne skulle svømme, løbe, gå eller cykle så lang en distance som mulig inden for 14 timer (svarende til tiden mellem solopgang og solnedgang). Det første af denne slags cykel-events fandt sted i 1897, hvor 12 italienske cykelister cyklede fra Rom til Napoli, en distance på 230 km.

Denne cykel-sport blev også populær i andre lande.

I dag cykles der efter regler fastsat af Audax Club Parisien (ACP):

  • Man skal cykle efter en fastsat rute
  • Man skal klare sig selv og må ikke modtage hjælp på ruten fra følgebil eller andre.
  • Ved start udleveres et “Brevet-kort” (kontrolkort), som skal stemples ved fastsatte kontrolpunkter
  • Man skal overholde kontrolpunkternes fastsatte åben- og lukketider

Ved start af en brevet udleveres en rutebeskrivelse, samt et kontrolkort med angivelse af kontrolsteder samt åbne- og lukketider for disse.  Efter starten er deltageren principielt overladt til sig selv. Man kan stoppe, holde pause eller sove efter behov.
Fornødenheder som f.eks. tøj, mad og drikke o.lign. kan medbringes eller købes undervejs.

Deltageren  skal ”bare” sørge for at følge rutebeskrivelsen og overholde tidsgrænser på de enkelte kontrolsteder, typisk tankstationer, bagere og lignende. Her skal deltageren have kontrolkortet stemplet og underskrevet som dokumentation for, at have været rettidigt på stedet. Der kan være indlagt hemmelige kontroller undervejs på ruten.

Alle slags cykler er tilladt, blot de drives ved menneskelig kraft, bruger hjul og ikke er over 1 meter brede.

BREVETS findes i distancer på 200 km, 300 km, 400 km og 600 km. Tilsammen udgør disse en super-randonneur serie.  Der arrangeres også brevets, bla. på 1000 km og 1200 km.

For den enkelte brevet gælder følgende max-tidsgrænser:

  •   200 km – 13 timer 30 minutter
  •   300 km – 20 timer
  •   400 km – 27 timer
  •   600 km – 40 timer
  • 1000 km – 75 timer
  • 1200 km – 90 timer

Har man gennemført en hel serie samme år på hhv. 200 km, 300 km, 400 km og 600 km, er man ”Superrandonneur”. 

Der findes Audax-klubber verden over, i Danmark hedder den Audax Randonneurs Danemark.

https://audax-club.dk

Alle klubber arrangerer brevets efter samme regler som udformet af “Audax Club Parisien” (ACP). Alle deltageres gennemførte brevets skal homologeres (godkendes) af ACP.

Af berømte “brevets” kan nævnes:

  • Paris-Brest-Paris, 1200 km, køres hvert 4. år
  • London-Edinburgh-London, 1400 km, køres hvert 4. år
  • Boston-Montreal-Boston, 1200 km
  • Super Brevet Scandinavia (SBS) 1200 km, køres hvert 4. år

For at kunne deltage i et disse “brevets” skal man kvalificere sig ved at køre en hel serie på 200, 300, 400 og 600 km i samme år inden løbet.

Det er mit mål, at jeg i 2019 vil køre Paris-Brest-Paris (PBP) og i år vil jeg gennemføre en serie:

300 km Brevet den 14. april 2018

Start i Hillerød kl 07:00 

Jeg tror vi var 16 til start denne kolde og blæsende morgen men solen skinnede. Jeg kørte afsted i første gruppe. Vi var 6 i gruppen. Der blev kørt rimeligt stærkt og måske jeg hellere ville have været med nogle som kørte en anelse langsommere. Men der var ingen at se bagude. 

Så jeg fulgte med gruppen til 1. kontrol i Vejby. Jeg kunne godt se at jeg ikke kunne holde til dette tempo alle 300 km, så jeg lod de andre køre og fortsatte alene i en tempo som bedre passede mig. Måske jeg fandt sammen med nogle andre?

Det kørte fint for mig ned forbi Arresø, igennem Frederikssund over broen til 2. kontrol i Jægerspris. Her mødte jeg de andre igen. 

De kørte videre og jeg fulgte efter et par minutter senere. 

Gennem Hornsherred over Munkholmbroen til 3. kontrol i Holbæk. Her mødte jeg Stig og Frank som var ankommet nogle minutter før mig og også havde sluppet gruppen. 

De kørte videre. Jeg fortsatte nogle minutter senere. 

Vejret var stadig fint men en hel del blæsende. Rigtig meget sidevind også nordpå til 4. kontrol i Nykøbing Sjælland. 

Igen mødte jeg Stig og Frank som næsten lige var ankommet. Nu kunne det være nok !!!  Nu besluttede vi at følges ad resten af turen.

Fra Nykøbing Sjælland kørte vi sydpå til 5. kontrol i Jyderup. Vi skiftedes til at tage føringer. 

6. kontrol i Store Merløse. 

Videre til 7. kontrol i Roskilde. Det kørte fint i vores lille gruppe. Fint samarbejde. Så kunne vi omsider øjne målet tilbage i Hillerød, hvortil vi ankom lidt før kl. 20:00 efter 13 timer.

En super fin tur. 

Fint arrangement før start og efter mål hos Leif Bagger, som også havde lavet ruten. Stor ros til Leif for både det ene og det andet. 

Også stor tak til Stig og Frank for en fantastisk tur.

200 km Brevet, den 7. maj 2018

400 km Brevet, den 26. maj 2018

Start fra Hillerød kl 07:00

Turen kørt i godt selskab sammen med Johan og Alex.
Det blev en super fin tur rundt i de sjællandske landskaber fra nord til syd og tilbage igen.
Vejret viste sig fra den rigtig pæne side, det var både lunt og vindstille, men et par enkelte små regnbyger slap vi for ikke for.

1. kontrol hos Bageren i Svogerslev efter 52,6 km ankomst kl 08:55 – kort pause.
Etapen hertil fra Hillerød gennemført med et gennemsnit på 28,9 km/t – vi er igang.

2. kontrol i hos Bonus i Haslev efter yderligere 35 km, ankomst kl 10:26
Etapens gennemsnitsfart 28,5 km/t – det kører fint.

3. kontrol hos Cirkel K i Vordingborg, 45 km, ankomst kl 12:20 – kort pause.
Gennemsnitsfart 28,5 km/t – vejret er dejligt – vi er kommet lang sydpå efter ialt 138 km.

4. kontrol i Brugsen i Kalvehave, en kort etape på 18 km, ankomst kl. 13:16
Gennemsnitsfart 23, 7 km/t, nu har vi modvind. Her er rigtig dejligt ved havnen, så vi tager en go pause og nyder det gode vejr.

5. kontrol. Brugsen i Fensmark, en etape på 48 km, ankomst kl. 15:22 – vi er halvvejs.
Etapens gennemsnitsfart 25,1 km/t. Vi må holde en længere pause, Johan har problemer med sin bagskifter. Han får det kun nødtørftigt lavet og må nu fortsætte med kun 2 gear – det blir´ rigtig hårdt for ham!
Skyerne trækker sammen – der er uvejr på vej!!!!

6. kontrol, Cirkel K Transportcenter i Slagelse, 38 km, ankomst kl. 17:20.
Gennemsnitsfart 25,0 km/t – lidt småregn undervejs.
Det er tid til aftensmad, så det blir´en go lang pause, inden den rigtig lange etape op mod Frederikssund.

7. kontrol hos Cirkel K, Frederikssund, ankomst kl. 21:42 efter en lang etape på 86 km.
Gennemsnitsfart 24,9 km/t.
Johan kæmper sig igennem med sine kun 2 gear – sejt, han har det hårdt på de mange bakker.
Sidst på etapen får vi regn. Det lyner og tordner i det fjerne, vi har en pause undervejs og vurderer situationen.
Kaffepause i Frederikssund.

8. kontrol hos Cirkel K i Gilleleje (jeg er hjemme!!) ankomst kl. 00:17 en etape på 47 km.
Det er blevet rigtig mørkt, men vi har jo gode lygter. Tørvejr – det kører fint for alle.
Gennemsnigsfart 23,5 km/t
Nu har vi kun 31 km til mål. Lidt at drikke inden vi kører videre.

9. kontrol: Et vejskilt i vejkryds i Jonstrup, ankomst kl. 01:13, en kort etape på 17 km.
Gennemsnitsfart 23,5 km/t – nattergalene synger for os ude i mørket.

10. kontrol MÅL i hos Leif Bagger i Hillerød efter ialt 407 km. Ankomst kl. 01:57.
Den sidste etape på 14 km kørt med en gennemsnitsfart på blot 21,8 km/t – vi gider ikke mere !!
Nu har vi også været i sadlen i 15 timer og 52 min !!

Leif har sat kaffe og kager frem til os under halvtaget på terrassen. Vi hygge-snakker lidt inden vi takker hinanden for en super dejlig tur.

Jeg cykler tilbage til bilen.
Nattergalene synger mens jeg pakker bilen og kører hjemad.
“Bamse” underholder på vejen hjem.

Tak til Johan og Alex for en rigtig dejlig og hyggelig tur. Tak til Leif som har lavet ruten og hans store omsorg for os før og efter turen.

Dagen efter sådan en tur er kroppen godt brugt og totalt tømt for energi, egentlig en rigtig god fornemmelse. Jeg er træt men jeg har det rigtig godt.

600 KM BREVET, den 7. og 8. juli 2018:

Mødetid hos dagens arrangør Leif Bagger i Hillerød kl 06:30. Udlevering af kontrolkort, lidt kaffe og hyggesnak. Briefing og afgang kl. 7:00

7 mand til start på denne herlige sommerdag.

Leif plejer at lave gode smukke ruter. Det gælder også for denne 600 km brevet. Så vi starter med at køre igennem slots-haven og igennem gården til Frederiksborg Slot, et flot syn, en go start (selv om det betyder kørsel på både grus og brosten). Vi er 5 mand som finder sammen og følges ad.

Første kontrolpost er i Hundested efter 34 km kørsel, hvortil vi ankommer 08:20. 

Vi får det første stempel i kontrolkortet i Havnekiosken og efter en kort pause fortsætter vi østpå mod Helsingør. I Asserbo punkterer Peter og vi får et lille stop mens han og Karsten får det klaret. Så er det videre med en svag medvind gennem de kønne Nordsjællandske landskaber. Her er jeg på hjemmebane – det er mit trænings-terræn. 

Kort før Græsted holder “arrangør-Leif” i sin bil. Hemmelig kontrol, men så er der også både varm kaffe og kold cola – og et lille ekstra-stempel i kontrolkortet. 

Kl 10:45 ankommer vi til kontrolstedet i Helsingør, på Shell-tanken, hvor det bliver til en lidt længere pause. Vi har nu kørt ialt 94 km og der er ca. 86 km til næste kontrol i Kr. Hvalsø.

Fra Helsingør går ruten over Fredensborg, Allerød, Veksø, Gundsølille (4 storke på redekanten af storkereden), Roskilde, Lejre mod Kr. Hvalsø. 

Vi skiftes til at tage vores føringer, vinden kommer fra forskellige retninger og den er ikke så voldsom.

Et par korte stop under vejs enten for at fylde vand på eller hælde vand fra.

Kontrol-stempel i SuperBrugsen Kr. Hvalsø med en længere spisepause. Klokken er nu blevet 14:40 og vi har kørt 180 km ialt. Det kører fint for vores lille 5-mands-gruppe, så vi fortsætter nordpå over Munkholmbroen, gennem Holbæk og videre op til Nykøbing Sjælland. 

Det er er dejlig sommerdag vi har valgt at køre denne lille tur. Der er ikke meget at klage over, måske en lille smule for varmt, men det går nok.

Ankomst Nykøbing Sj kl 17:17. Vi har nu kørt 234 km. Så spiser vi igen !! 

Forude venter næsten 100 km inden næste forplejning i Skælskør.

Gennem sommerhus områderne ved Højby og Vig, op ad bakken ved Høve hvor vi drejer til højre videre opad. Og her er der en fantastisk udsigt over Sejerø bugten og Sjællands Odde. 

Ordrup bakker – de lokale herude kalder det for bjerge.

Den ene flotte udsigt følges af den næste, her er utrolig smukt. Langs vandet og så ind i landet igen. Forbi Tissø, gennem Gørlev, hvor vi tager afsked med 2 fra gruppen: Alejandro og Brendan, som vil spise her inden de kommer frem til deres overnatningssted ved Korsør. 

Karsten, Peter og jeg fortsætter videre langs Stillinge Strand, solnedgang i skyerne over storebæltsbroen, videre sydpå til Skælskør, hvortil vi ankommer kl 21:45. Nu har vi ialt kørt 331 km. 

Aftensmad, men jeg kan næsten ikke spise noget. Jeg tvinger dog lidt ned. Det er tid til tøjskift til natten, mørket er så småt ved at sænke sig.

Vi har lys på cyklerne nu, hvor vi bevæger os ud på de små mørke vestsjællandske veje, rundt om Tystrup sø til Ringsted til endnu et kontrolstempel på kortet. 

Klokken er blevet 00:25.

Peter og Karsten vælger at sove her på CirkleK-tankstationen i Ringsted. Så vi må tage afsked, jeg vil nemlig kører igennem uden at sove.

Så jeg må alene ud på den mørke landevej mod Haslev. Her havde man fået den geniale ide at renovere vejen med små-sten, som dels lå løst oven på vejbelægningen og sandelig også i rigelige mængder på cykelstien. Og man fejer ikke. Og det blev ikke bedre da jeg drejer fra landevejen ind på en mindre vej, her er bunker af løse små-sten på vejen. Jamen hvad tænker man dog på i Ringsted kommune?? 

Jeg kommer dog heldigvis igennem dette mareridt og kommer ind i Næstved kommune hvor vejene igen er normale. Forbi Holme Olstrup og videre sydpå i mørket.

Helt mørkt er det nu ikke. Der er stadig et rødligt lyst skær mod nord og månen kigger også frem nu, der er dog ikke meget af den – men den er dér.

Ved Fladså knibe det med at finde vej. Jeg kan ikke finde tilkørslen til tværvejen under landevejen. Det lykkes dog efter lidt kørsel frem og tilbage. 

Efter en lang (og langsom) tur i mørket når jeg kl 3:05 frem til Cirkel-K tankstationen i Vordingborg, hvor mit kontrolkort skal stemples.  

En kort pause, så er jeg på cyklen igen – man er vel morgen-frisk !!

Benene vil ikke rigtig som jeg vil – kom nu – der er kun 100 km tilbage.

Nordpå ad den gamle hovedvej 2, så til højre igennem skovene omkring Præstø fjord og Vemmetofte strand. Det er bare den flotteste morgen man kan tænke sig. Helt stille, kun mig i naturen sammen med alle dyrerne: Rådyr, harer, fasaner. Fuglene synger i de stille skove. Det er lige det her som er hele turen værd. Det er fantastisk. 

Det bliver lyst, jeg får ikke set solopgang denne morgen for det er overskyet, men det er helt stille (og ingen biler).

Kl 5:25 ankomst til næste kontrolpost i Rødvig. Et meget kort ophold (ingen forplejning her, Brugsen er ikke åben på dette tidspunkt). Så det er bare hjemad. Igennem Store Heddinge, Strøby. Det regner lidt nu !!!!

Jeg trænger til noget at spise og drikke nu, så jeg satser på at tankstationen ved Hvide Hus i Køge har åben. Det har den bare ikke – ØV.

Godt man er stedkendt her, så efter viadukten drejer ind til CapHorn-bageren på Egøjevej. 

Her er åbent, så jeg får fyldt lidt på til den videre tur mod Frederikssund om ca 55 km.

Køge, Havdrup, Tune, Hedehusene, Gundsølille og -magle, Jyllinge, Frederikssund 09:45, og nu skinner solen. En lille pause på tankstationen Circke-K, lidt at spise og drikke, så afsted igen – 24 km tilbage – kom nu Søren, du kan, du skal.

Der er lidt modvind nu. Og så skal jeg også igennem bakkerne ved Strø – åh-nej, åh-nej !!

Det går faktisk rigtig godt, jeg er godt kørende nu, der er heller ikke langt igen. Jeg kan næsten se målstregen. 

Hillerød, samme vej hjem som ud. Igennem slotsgården med brosten og slotshaven med grus og mange turister. 

Kl 11:00 kører jeg i mål efter 28 timer og ialt 603 km.

Køretid for turen ialt 23 timer og 36 min.

Pauser mm undervejs ialt 4 timer og 27 min

Gennemsnitsfart for hele turen 25,6 km/t, hurtigst på den første halvdel, ikke så hurtigt på den sidste halvdel, nok på grund af mørke og træthed.

Kontrolkortet afleveres.

Det har været en fin tur, lidt hård til tider, især i nat og her til morgen. Men nu skinner solen og en kold cola venter på mig.

Tak for turen til Leif og tak til mine venner på køreturen.