2018, Mont Ventoux og Stelvio

Planen er, at Simon og jeg den 8. juni gennemfører 3 ture op ad Mont Ventoux – samme dag.
Turen starter i Bédoin med 21,5 km opad ialt 1.640 højdemeter til toppen af Mont Ventoux-
Derefter nedkørsel til Malaucéne hvor vi vender og kører 21,5 km op til toppen igen denne gang med 1.570 højdemeter. Så kører vi ned til Sault, vender igen og kører op igen. Denne gang er opkørslen på  25,8 km med 1.210 højdemeter. Ialt skulle det blive til 137 km og 4,400 højdemeter.

Hvis vi gennemfører bliver vi medlemmer af:

“CLUB DES CINGLÉS DU MONT-VENTOUX”

Frit oversat til dansk:

“Tosserne fra Mont Ventoux”.

Når det så er klaret kører vi til Bormio i Italien.
Her gælder det: 

Passo de Stelvio. Beliggende 2.745 m.o.h. Et legendarisk bjerg som ofte indgår i “Giro d´Italia.

Først skal vi op fra sydsiden, ad vejen fra Bormio. En tur på 21 km med ialt 1.533 højdemeter = en gennemsnitlig stignings-% på 7,3% (max 14%)

Hvis vi har flere kræfter tilbage i benene skal vi dagen efter køre op fra nordsiden. Det er en tur på 25 km med 1.808 højdemeter = en gennemsnitlig stignings-% på 7,4% (max 11%). På denne tur er der ialt 48 hårnålesving!

Beretning fra turen:

Mont Ventoux 3 gange på én dag:

Bedoin, fredag den 8. juni 2018: 

Det er dagen hvor Simon og jeg skal cykle op til toppen af Mont Ventoux 3 gange fra 3 forskellige byer. 

Vi har fra klubbens formand i Paris hver modtaget et “brevet”-kort som vi skal udfylde og have stemplet en gang  hver af byerne Bedoin, Malaucene og Sault samt på toppen af Mont Ventoux.

Kl 8:22 får vi vores første stempel i Pizza-restauranten ved siden af cykelbutikken i Bedoin og så starter vi ud på den første af dagens ture mod toppen. 

Vejret her ved start-byen er fint. Det er vindstille, letskyet og en behagelig temperatur. Vi har tidligere begge kørt denne etape på 21,4 km, som er den mest kendte af dagens 3 etaper og den som benyttes når Tour-de-France kommer her forbi. 

Her i starten går det kun jævnt opad, så det er til at holde ud. På vores venstre side har vi et fint kig op til tårnet på toppen i 1.912 meters højde. 

Efter små 6 km drejer vejen næsten 180 grader til venstre ind i en skov og så går det virkelig opad. I de næste 9 km er den gennemsnitlige stigningsprocent på næsten 10%. 

Vi kører opad i hver vores tempo. Simon kører lidt hurtigere end mig. Her er det bedst at holde sit eget tempo, ikke forcere for det bliver en lang og hård dag. Simon kører længere og længere væk og forsvinder ud af syne.

Vejret er fortsat ganske behageligt. Der er flere ryttere på vej mod toppen. De fleste kører bare denne ene etape, men der er også en del som er på samme tur som os.

Alene kæmper jeg mig opad gennem skoven. Jeg husker af drikke, husker at få lidt energi i form af energibarer. 

Efter ialt 15 km falder den gennemsnitlige stigningsprocent til ca 7%; det føles som en hel befrielse og der kommer lidt mere fart i cyklen.

Restauranten “Charles Renard” passeres og jeg kommer ud på det åbne sidste stykke mod toppen. Det er en stenørken bestående af hvide sten.

Jeg har halet ind på Simon for nu ser jeg ham igen kun få hundrede meter foran. Jeg når næsten op til ham ved mindesmærket for den engelske cykelrytter Tom Simpson, som døde her på 13. etape i Tour de France i 1967. 

Skyerne kommer væltende ind og tårnet på bjergtoppen forsvinder helt i tågerne.

Den sidste 1 1/2 km mod toppen er vild stejl, især det aller sidste stykke, her går vejen direkte op i himlen. 

Men det bliver klaret. Vi når toppen, Simon lidt før mig. Første tur er klaret. Vi får stemplet vores brevet-kort i souvenier-butikken klokken 10:40.

Så er det tid til at tage fotos, selv om alt er indhyllet i tåge og skyer.

Her er også koldt, så vi får gjort os klar til nedkørslen mod Malaucene. På med vindjakken og så kører vi nedad gennem skyerne. Det er en våd og kold tur på den første halvdel nedad, men så kommer vi væk fra skyerne, det klarer lidt op og det bliver betydeligt varmere igen.

Også fra denne side af bjerget er rigtig mange ryttere på vej opad.

Vel nede i Malaucene får vi kl 11:25 stemplet vores brevet-kort i “Ventoux Bikes shop”

Vi får lidt at spise og får købt vand til næste tur opad. En distance på 21,2 km. Med 1.535 højdemeter og en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,2%.

Det er en meget meget hård tur. Den føles meget hårdere end første tur. Der er længere stykker på 8-10 % stigninger. 

Simon forsvinder igen foran i svingene og jeg kæmper mig opad. I starten er vejret fint og varmt, men det bliver koldere længere oppe, hvor skyerne ligger – og så begynder det også at regne. Man kan ikke se ret meget – jeg skulle have taget mine lygter med.

På et tidspunkt nær toppen kommer der et hul i skyerne og jeg får lige et glimt af tårnet på toppen og et kig til de resterende hårnålesving. Det gir´ lige lidt ekstra kræfter til det sidste stykke.

Kl 14:14 når jeg for 2. gang toppen af Mont Ventoux. Simon har været her i 5 minutter.

Vejret er koldt, det er overskyet, men lige nu tørvejr. 

Vi må videre, der er én tur tilbage. 

Vi kører nedad mod Sault. Halvvejs nedad begynder regnen igen og den fortsætter til vi når frem til Sault hvor vi kl. 15:08 får stemplet vores brevet-kort på turistkontoret.

En lille pause og så er det ud på 3. og sidste tur mod toppen. 25,7 km, 1.152 højdemeter og en gennemsnitlig stigningsprocent på 4,5% – så denne sidste tur skulle være den nemmeste tur !!

Det regner, himlen er kul-sort, små stigningsprocenter, vi skyder en fin fart sammen opad. Det regner meget nu. Overkommelige stigningsprocenter indtil vi når restaurant “Charlet Renard”, hvor det sidste stykke mod toppen er sammenfaldende med 1. etape fra Bedoin. 

Det øs-regner. Regnvandet løber over- og nedad vejen. Flere steder har regnen revet større sten med sig, som nu ligger tværs over vejen så dem må vi kante os udenom. 

Det sidste stykke føles rigtig rigtig hårdt. Benene er trætte. Regnen vælter ned.

Kl 17:23 når jeg toppen for sidste gang. Simon et par minutter før.

Det regner og regner, nærmest sky-brud. Vi søger ly i souvenier-butikken sammen med flere andre ligesindede. Det bliver bare ved med at regne. Får det da aldrig ende?

Vi venter små 20 minutter. Så tager vi beslutning om at trodse regnen og køre nedad mod Bedoin.

Regn fra oven, vand og sten på vejen. Vi kører forsigtigt nedad her på det første åbne stykke. Det hvide bjerg er blevet gråt. Efter 6-7 km kommer vi ind i skoven. Regnen stilner langsomt af og vi kan sætte farten op.

Ude af skoven igen, næsten nede, tørre veje, det er varmt, solen skinner – vi suser ind mod Bedoin – og kl 18:15 er vi tilbage i Bedoin.  

Ialt 135 km

Effektiv køretid: 8 timer og 35 min.

Højdemeter ialt 4.300

Vi gjorde det.

Les Gorges de la Nesque. (Bedoin, lørdag den 9. juni 2018):

Det er bare dejligt vejr, solen skinner og vi skal på en herlig cykeltur rundt i naturområdet “Les Gorges de la Nesque”

74 km i dette herlige område med klipper og dybe slugter og flotte udsigter. Det er bjergkørsel, men meget afslappende bjergkørsel. En fin restitutionstur.

Fra Bedoin til Flassan. Videre til Villes-sur Auzon. Derefter en rundstrækning i naturområdet ad små smalle bjergveje tilbage til Villes-sur Auzon (meget spændende by).

Masser af andre cyklister på vejene, ikke kun racercykler, men også mange på mountain- og el-cykler. Få biler og få motorcyklister.

Ialt 74 km

Højdemeter ialt: 1.000

Passo dello Stelvio (Italien) 11. juni 2018:


Efter at vi i går brugte dagen på at køre fra Bedoin til Bormio skal vi idag cykle op til Italiens 2. højst beliggende asfalterede bjergpas: Passo dello Stelvio.

Efter morgenmaden triller vi fra vores hotel få hundrede meter ned til centrum i Bormio, hvor vi påbegynder den 21,5 km lange opstigning mod toppen. Ialt 1.533 højdemeter med en stingningsprocent på genn. 7,1%

I dag har jeg (vi) lygter på for der er adskillige tunneller undervejs. 

Dejligt solskinsvejr, ikke en vind, det blir en dejlig dag på et meget spændende cykel-bjerg. 

Samme mønster som tidligere: Simon er en anelse hurtigere og afstanden mellem os øges.

Jeg holder mit eget tempo og forsøger at holde en gennemsnitspuls på omkring 150-155, hvilket er ca. 82% af min max-puls.

En utrolig smuk tur, jeg standser et par gange for at tage fotos.

Skove, bjergvægge, kløfter, brusende floder med masser af smeltevand.

Masser af cyklister, motorcyklister, sports- og racer-biler – og jeg skal lige hilse at sige: De kører ikke bare stærkt!! – nej de kører sindsygt stærkt!!!  Så man skal lige holde et godt øje – eller lytte godt efter.

En kvindelig russisk skiløber på rulleski er også på vej opad. Hun er bedst på de stejleste strækninger. 

Mange hårnålesving, jeg har ikke tal på dem. Et par kilometer fra toppen deler vejen sig. Til venstre kører man ind i Schweiz. Jeg fortsætter ad vejen til højre det sidste stykke mod toppen med 10-12% stigninger.

Så når jeg toppen. Simon er ankommet et par minutter før mig og står klar til at tage imod mig.

Her er fyldt med souvenier- og tøjbutikker. Her er masser af parkerede biler, motorcykler og racer-cykler. Her kan man få streetfood: Dejlige fede tyske pølser med tilbehør !!

Vi går rundt, kigger på sceneriet, tager fotos.


Klokken er 11. Hvis vi skal holde os til vores oprindelige plan så skal vi nu cykle ned til vores hotel i Bormio og holde eftermiddagen fri.

Men vejret er godt. Formiddagens tur op er gået rigtig godt. 

Så vi beslutter os for at køre ned ad bjerget på den anden side og så tage turen tilbage igen. En tur som vi havde planlagt først at køre i morgen.

Men nu kører vi altså ned – så kan vi jo holde fri i morgen !! ?? 

Det er en virkelig stejl nedkørsel og med masser af trafik: Biler, motorcykler, cykler som klumper sig sammen i de mange hårnålesving.

Alt forløber dog fint og vi kommer ned til byen Prato på den anden side af Stelvio.

Herfra er der så 24,3 km tilbage til toppen, med 1.808 højdemeter og på den sidste halvdel af turen er der meget kraftige stigninger. På turen er der ikke mindre end 48 hårnålesving. Det blir´meget spændende !!!

Vejret er stadig fint. Vi starter opkørslen efter at have fået lidt at spise og fyldt vores flasker.

Beherskede stigningsprocenter i starten, men det varer ikke længe så bliver det alvor. 
Efter 8 km kører jeg igennem en galleri-tunnel og lige efter kører jeg igennem de første af de 48 hårnålesving. Sving nr. 48 og 47, svingene er fint markeret med skilte.

Mine ben er trætte. 8-9% stigninger – uha, det er hårdt. Det går langsomt opad. Der er lang vej endnu. Håber det går bedre for Simon længere fremme.

En lille pause ved hotel Bella Vista i Trafoi Jeg må fylde energi på: Energibarer, væske. Endnu et par hårnålesving nr. 46 og 45. Gennem skoven er der flere hårnålesving.

Efter 15 km kører jeg ud i mere åbent landskab og nu kommer der rigtig mange hårnålesving lige efter hinanden. Det går bare opad.

Vejret skifter karakter. Mørke skyer trækker sammen og snart kommer de første regndryp.

Jeg kører gennem det ene hårnålesving efter det andet. Regnen tager til. Jeg må have regnjakken på. 

Det er som om regnen hjælper, jeg får ny luft. Ny energi. Jeg får lidt mere fart i cyklen.

8 km tilbage, det tordner og det lyner ikke langt herfra. Der er ingen mulighed for at søge ly her i det åbne landskab. Så begynder det også at hagle, små hagl og de rammer hårdt. 



5 km tilbage. Opad og opad gennem svingene. Regnen stilner af, jeg kan skimte husene oppe i passet. Kigger jeg ned er der en fantastisk udsigt gennem dalen. Jeg kører igennem de sidste hårnålesving, det går virkelig stejlt opad, jeg er der næsten. Jeg klarer det. Skønt. 

Begge sider af Stelvio på samme dag. Det er fantastisk.
Simon venter på mig i passet. Han er helt høj af begejstring. Fedt bjerg råber han !!

Tid til fotos inden vi skal begynde nedkørslen mod Bormio.

Kraftig blæst møder os på nedkørslen med meget kraftige vindstød. Vi klamrer os til cyklerne og prøver at holde dem på vejen samtidig med at vi skal passe på de motorcykler som også er på vej nedad. Det er koldt, men jo længere vi kommer nedad jo varmere bliver det. 

Vi kører direkte til vores hotel.

2 x Stelvio på samme dag – det skal fejres.

Passo di Gavia, 12. juni 2018:

Vi har fået en dag i overskud !!
Den har vi, efter lange forhandlinger, besluttet os at bruge på at cykle op ad endnu et berømt bjerg: Passo di Gavia. 2.621 m.o.h., en tur på 25,6 km og med en beskeden stigningsprocent på 5,5%. Det ligner en hygge-tur!!   Meeeen….. !!!!!

Vi er tidlig afsted, allerede lidt over 8. Det har været regnvejr her til morgen, men nu er det tørvejr og overskyet, perfekt cykelvejr. 

Samme start-sted som i går og så kører vi ud ad rute SS29, som vi bare skal følge hele vejen.
Jævn opad her i starten med små hidsige stigninger på op til 7-9%.
Efter 4 km kører vi igennem den lille by “Sant’ Antonio”, smalle gader, brosten. Det er bedst at køre midt på vejen, her er brostenene fladest.

De kommende km går det meget ujævnt opad, det ene øjeblik lave stigningsprocenter, det næste procenter på op til 10%. Det er en meget urolig opkørsel. Gavia viser sig at være meget uberegnelig. Korte stejle ramper, svært at finde rytme. Nå-ja, turen fra i går sidder vel også i benene.
Simon er kørt afsted.

Ca. halvvejs kører jeg igennem en øde skisports-by “Santa Catarine”. Her er flere brosten!

Så følger en række hårnålesving gennem skovområde. Nu går det virkelig opad, op til 13 %, det generer ikke et par AUDI´er som suser forbi mig i rasende fart, på disse smalle og meget dårlige veje.



Her er meget øde – men utrolig flot – tid til et lille foto-stop.

Lidt længere fremme står Simon og venter på mig og sammen følges vi det sidste stykke mod toppen.
Vi er næsten alene heroppe i højderne og i kulden, vi ser kun ganske få andre cyklister.


De sidste km mod toppen går det kun ganske lidt opad. Vi nyder udsigterne og passer samtidig også på alle hullerne i vejen.

Nu har vi efterhånden kørt rigtig mange ture i alperne uden at have set et eneste murmeldyr. Men nu lykkes det. De suser rundt i græsset mellem klipperne, ja nogle løber over vejen foran os.

Heroppe i over 2.600 meters højde er det koldt og her ligger sne. Der er is på søen. Det er blot 4 graders varme.

Efter et obligatorisk fotostop på toppen vender vi cyklerne og suser nedad igen, tilbage til Bormio.

Dette års fantastiske tur er slut. Det blev til ialt 350 km. 10.000 højdemeter. Vi cyklede Mont Ventoux 3 gange på én dag, vi cyklede Stelvio 2 x på én dag og vi fik en ekstratur til Passo de Gavia.

Vores målsætning er til fulde opfyldt.


Det har været en fantastisk cykel-uge.